14/12-2024

Oplevelser på Fyn

Oplevelser på Fyn
Oplevelser på Fyn

Skal du snart til Fyn, og savner du lidt inspiration til, hvad du og din familie kan lave, når I besøger den fantastiske ø, har vi her samlet en lille liste over nogle af de mest populære attraktioner, oplevelser og seværdigheder, som du kan opleve Fyn.

Der er hvert år rigtig mange, både danskere og turister, der lægger vejen forbi Fyn og de mange forskellige attraktioner, øen kan byde på. Så du kan glæde dig til en fantastisk tur.

Egeskov Slot

På den sydlige del af Midtfyn, finder du Egeskov Slot, der er et besøg værd for både store og små. Her finder du både parker, haver, museum og masser af arrangementer i løbet af året, som du og din familie kan deltage i. Du kommer ikke uden om Egeskov Slot, hvis du skal opleve Fyn.

H.C. Andersens Hus

Du kan heller ikke sige Fyn uden at sige Odense. Og du kan bestemt ikke sige Odense uden at sige H.C. Andersen. Skal du til Odense, har du mulighed for at lægge vejen forbi den danske eventyrforfatters fødehjem, det gule, idylliske hjørnehus i det centrale Odense.

Den Fynske Landsby

Hvis du vil et smut tilbage i tiden, kan du vælge at besøge Den Fynske Landsby, der fungerer som et frilandsmuseum. Det består af en række huse og gårde, der står akkurat som de gjorde tilbage i 1800-tallet. Her har du virkelig mulighed for at komme helt tæt på den fynske historie.

Odense ZOO

Er du i eller omkring Odense, må du heller ikke snyde dig selv og din familie for en tur i Odense ZOO. 16. Maj 2020 kan haven fejre 90-års fødselsdag, og du kan møde alt fra løver og chimpanser til zebraer, tigere og rensdyr.

Bridgewalking Lillebælt

Hvis du ikke er bange for højder, kan du også komme ud og gå i 60-meters højde på Den Gamle Lillebæltsbro. Her har du en helt unik og speciel udsigt over bæltet, samt Jylland og ikke mindst Fyn. Turen varer omkring to timer, og det er inklusiv sikkerhedsinstruktioner, omklædning m.m.

Fjord&Bælt

Er du i nærheden af Kerteminde, kan du også vælge at invitere hele familien med på Fjord&Bælt, hvor du kan komme helt tæt på dyrelivet under havoverfladen. Her er der masser af aktiviteter og arrangementer, du kan deltage i, og du kan blive meget klogere på, hvordan dyrene i vandet lever.